Borgerscene

BORGERSCENE x WHO’S THE FOOL?
ZeBUs nyeste borgersceneformat Who’s the fool? er skabt i forbindelse med forestillingen Fools’ Paradise, der spillede på ZeBU i november 2023. I samarbejde med produktionsselskabet Amfora Film har den teaterpædagogiske afdeling med 83 elever fra Amager udforsket fjolset, både det fjols, de kan genkende fra film og litteratur, og den tåbe, der måske bor inde i dem selv. For hvem er egentlig fjolset i vores tid?
Projektet Who’s the fool? har blandt andet udmøntet sig i et modigt videoværk i samarbejde med 8. klasse fra Skolen på Amagerbro, som kan ses herunder.
VIDEOKREDITERING
Medvirkende | Unge fra 8. klasse på Skolen på Amagerbro |
Kunstnerisk idé | Anne Nymark, Nanna Bøndergaard Butters |
Videoproduktion | Amfora Film |
Videograf | Marie Munkner |
Lyddesigner og komponist | Jérôme Baur |










STØTTEGIVERE
Amager Vest Lokaludvalg |
Amager Øst Lokaludvalg |
FABLEN OM DE TRE MYRER
I 2022 skabte ZeBU Borgerscene to kunstdokumentariske videoværker, begge produceret i samarbejde med produktionsselskabet Amfora Film. Den mentale sundhed blandt unge er faldende, og stadig flere oplever angst, uro, nervøsitet, søvnbesvær, stress og præstationspres. Tal fra Sundhedsstyrelsens sundhedsprofil (2021) viser, at 34% af unge kvinder mellem 16-24 år og 21% af mænd i samme alder har dårligt mentalt helbred. Disse bekymrende tendenser har vi på ZeBU udforsket sammen med unge fra den vingeskudte målgruppe som en borgerrespons på ZeBUs ungdomsforestilling Max dig op!
Oplev den kunstdokumentariske kortfilm Myretuen – Fablen om de tre myrer, som giver rum til de unges stemmer, der fortæller om det, der er svært i hverdagen og påvirker deres mentale helbred samt trivsel både i og uden for skolesystemerne. Tre forskellige myrer – Den ensomme, Den usikre og Den perfektionistiske myre- fortæller om deres egne oplevelser med forskellige former for mistrivsel, alt imens de konkurrerer mod hinanden og kæmper for deres overlevelse i tuen.
VIDEOKREDITERING
Medvirkende | Jonathan Schmidt Møller, Sille Schnoor Nielsen, Celine Højbjerg Jacobsen |
Kunstnerisk idé | Anne Nymark, Nanna Bøndergaard Butters |
Videoproduktion | Amfora Film |
Videograf | Andreas Merrald |
MYRETUEN – MÆRKER DU PRESSET?
Oplev den kunstdokumentariske kortfilm Myretuen – Mærker du presset?, hvor 40 modige unge fra 9. klasse på Højdevangens Skole deler deres personlige erfaringer med, hvordan præstationspres, stress, angst, tankemylder, søvnbesvær, nervøsitet og tanken om ikke at slå til, er en del af deres hverdag både i og uden for skolesystemerne – og lader os vide, hvordan det føles i deres krop og påvirker deres mentale helbred.





KUNSTNERISKE BØLGER
Teater er i sin grundessens et flygtigt materiale, der lever i nuet og øjeblikket. Når en forestilling har haft sin spilleperiode, lægges den på hylden, og vi må straks videre med en ny produktion. Men I vores nye borgersceneformat undersøger vi, hvordan der kan opstå kunstneriske bølger i kølvandet på en teaterforestilling, således at der ud af en forestillings sceniske univers, fiktionslag og tematikker opstår helt nye sceneformater med reminiscenser af den oprindelige forestilling – formater, der inviterer mennesker, vi normalt ikke ser og stemmer, vi normalt ikke hører, ind på scenen – og lader deres perspektiver, refleksioner og personlige fortællinger fylde.
STØTTEGIVERE
Amager Vest Lokaludvalg |
Amager Øst Lokaludvalg |
Louis Hansen-Fonden |
Sportsgoodsfonden |
LANCERING AF BORGERSCENEN
I 2019 lancerede ZeBU børne- og ungeborgerscenen med forestillingen Ama’r, der var et statistisk og repræsentativt udsnit af Amagers unge, der dykkede ned i statistikker, historier og fordomme om bydelen. Fem unge skuespillere satte egne og andres fordomme i spil med historiske og nutidige beretninger om bydelen og iscenesatte dokumentariske fortællinger, der satte debatten i gang hos det lokale publikum.
TANKERNE BAG BORGERSCENEN
På ZeBU tror vi på, at alle mennesker har en historie, der er værd at fortælle. Vi har derfor udviklet et koncept for en borgerscene, hvor børn og unge får muligheden for selv at træde ind på scenen og vise en flig af deres verden. Helt almindelige menneskers historier og perspektiver iscenesættes i professionelle scenekunstneriske rammer. Virkeligheden bliver dramatiseret i postdramatiske dokumentariske teaterformer, der balancerer mellem fiktion og virkelighed.
Borgerscenen arbejder for en demokratisering af scenekunsten med en vision om at fremme mangfoldighed i repræsentation, fortællinger og oplevelser – både bagved og foran scenen. Det kunstneriske team vælger arbejdsmetoder, temaer og samarbejder med de medvirkende om udviklingen af forestillinger. De medvirkende spiller ikke skuespil i vanlig forstand. De er på scenen som eksperter i deres egen historie og det tema, som forestillingen behandler. ZeBU vil med formatet forene det at være et teater på Amager med lokale fortællinger fortalt af og med det unge publikum.